Æble julesnaps

Ganske vist kalder jeg det en julesnaps, mest på grund af krydderierne, men den kan nu godt drikkes hele året.
Ingredienser:

  • 3 hele æbler, 2 søde og 1 syrligt
  • 2 x 7cm kanelstang
  • 6 stk. hele kardemomme
  • 3-4 stk. stjerneanis (afhængig af størrelse)
  • 6-8 stk. nelliker
  • 1 flaske neutral snaps eller vodka
Vask æblerne grundigt, især hvis de er blevet sprøjtet. Det bedste er at bruge økologiske æbler, som ikke skulle være sprøjtet med alt muligt. Skær æblerne i mindre stykker og fjern eventuelt kernerne.

Kardemomme knuses med en kniv (så de åbner sig – ikke mere). Bræk kanelstænger og stjerneanis i stykker. Alle krydderier lægges i en gazepose (eller en tepose).

Læg æbler og krydderipose i et sylteglas og overhæld med en neutral snaps eller vodka. Omrystes dagligt i den første uge; skal stå og trække mørkt (og køligt). Efter at have trukket i en uge med krydderierne, fiskes krydderiposen op af glasset. Vodkaen / snapsen med æblerne i skal nu trække yderligere en måned – omryst jævnligt.

Efter en måned påfyldes ca. 100 ml ekstra vodka / snaps og blandingen står ca. 1 uge. Den filtreres nu over i en karaffel / flaske og har godt af at hvile i 1-2 uger, men kan drikkes med det samme.

Trækketid:
1 uge + 1 mdr + 1 uge
Hviletid: 1-2 uger gør godt, men kan drikkes med det samme.