Mælkebøttesnaps

Mælkebøtten er vel nok den blomst som er bedst kendt. Mange haveejere forbander den langt væk om foråret – det er nok derfor den kaldes fandens mælkebøtte. Den er også kendt under navnene løvetand og luseblomst.
De normale metoder til at få den fjernet inkluderer sprøjtning med diverse kemikaler, afbrænding eller man kan anskaffe sig et mælkebøttefjerner værkstøj.
Før du begynder at sprøjte den med Toxan eller Round-up eller begynder at brænde den af med en gasbrænder, så brug mælkebøttefjerneren – eller pluk hovederne af. De frembringer en absolut god snaps, hvis man behandler dem ordentligt.
Snapsen smager frisk og lidt syrligt. Er snapsen for kraftig, kan man med fordel fortynde den med lidt snaps eller vodka (fx 2-3 gange fortynding).
Ingredienser:

  • Masser af mælkebøtter (ca. 1 liter hoveder) – bemærk de må ikke være sprøjtede med kemikalier!
  • 1 flaske neutral snaps eller neutral vodka
  • Masser af tålmodighed
Man plukker hovederne, så man har ca. 1 liter mælkebøttehoveder. Derefter bliver din tålmodighed sat på prøve, de gule kronblade skal plukkes fra den grønne del af hovedet. Den grønne del smager absolut rædselsfuldt i snapsen.
Når man har plukket de gule kronblade af, overhælder man dem med en neutral snaps eller vodka på 40%.
Man lader det trække i 1-3 døgn (mørkt og koldt) og omryster blandingen tit. Kort trækketid giver knapt så mange smagsstoffer, mens lang trækketid kan udtrække lidt bitterstoffer også. Jeg selv lader det trække i 2 døgn, jeg synes det er en god balance mellem syrligt, frisk og bittert.
Efter den har trukket, filtreres blandingen og prøvesmages, er den for kraftig, kan der tilsættes neutral snaps eller vodka.
Den har bedst af, at hvile 2-3 uger (mørkt og koldt) før du serverer den.
Trækketid: 1-3 dage Hviletid: 2-3 uger

Min inspiration til at bruge mælkebøtter til snaps kom da jeg stod og så ud over min katastrofe af en baghave, total gul – og så hjalp graveren fra kirkegården ved siden af med, da han kom og bad mig om at gøre noget ved ‘mælkebøtteproblemet’.
Så i bedste arkæologiske stil (de higer og søger i gamle bøger og …. – fra Guldhornene af Oehlensläger) søgte jeg efter inspiration – og fandt den i Globs Brændevinsbog. Jeg citerer derfor hvad P. V. Glob siger om Mælkebøtten –

“Mælkebøtte kendes alene i Norden i omkring 500 arter og findes særlig på den nordiske halvkugle med centrum i Centralasiens bjerglande. Dens rod og blade har fra de ældste tider været skattet som folkemedicin. I vore dage bruges bladene som salat og roden til kaffetilsætning. Urtebørger anbefaler mælkebøtte som god for maven, urindrivende og blodrensende. Henrik Smith skriver under navnene >>Løve tand<< og >>Prestekrune<<: >>Jeg veed nøffue noget kaasteligere eller dyrebarere Vand, end det som brendis aff denne Urt<<. Udvortes anbefales den som øjenvand og til at få kvindfolks ansigtshud klar.
Mælkebøtte har både et ejendommeligt navn og formerer sig på en mærkvædig måde, ved en slags jomfrufødsel, idet dens frø kan modnes og er spiredygtige, uden at blive bestøvet. Navnet hentyder måske både til den hvide saft, der så rigeligt siver ud af stilken, når de plukkes, og til den lille pude, der lukker den afblomstrede stilk og minder om det skind, man førhen bandt over mælkespanden, når man bar den fuld hjem fra malkning på marken.