Dild snaps
En dildsnaps er en rigtig sommer snaps. Man kan fremstille med udgangspunkt i to forskellige ingredienser.Skærmdilden, hvor man anvender hele planten inkl. skærmen (blomsterstanden). Vi kender denne fra syltning. Skærmdilden kan have en tendens til at blive mere bitter end når man anvender de spæde planter.De spæde planter - dem vi fx bruger på den gravade eller røgede laks - har en mere fin og sart smag. Bruger man disse planter, undgår man den bitre smag og har en mere mild og sart dildsmag.I denne opskrift har jeg brugt den spæde plante, som kan købes i ethvert velassorteret supermarked. Hvis det er muligt bør du bruge økologisk dild (ikke sprøjtet). Kan du ikke få det, skal du skylle dilden godt i vand inden du bruger den.
Ingredienser
- 1 bundt dild (så frisk som muligt)
- 1 flaske vodka eller Brøndum klar snaps (så neutral smag som muligt)
Sådan gør du
- Efter du eventuelt har skyllet dilden grundigt, skærer du bundtet ud i lidt mindre stykker (du kan også undvære dette, hvis du har plads i flasken / sylteglasset til et helt bundt)
- Hæld vodkaen / snapsen over, stil mørkt og køligt. Omryst dagligt.
- Lad snapsen trække i 3-5 dage. Trækketiden er afhængig af hvor kraftig dilden er (evt. prøvesmag efter 3 dage). Jo længere den trækker, jo mere kraftig bliver den - men pas på, for der er også bitterstoffer i planterne.
- Filtrer og opbevar mørkt (for at bibeholde den smukke, svagt grønne farve.
Noter
Snapsen kan drikkes med det samme, men vil forbedres i løbet af en måneds tid.