|
Nu er Julen endelig på vej, og i år skulle det være muligt at mødes uden mundbind, coronapas og håndsprit ... med familien. Desværre er alle tallene på vej opad igen, så husk det - pandemien er langt fra ovre.
Forleden var der en der skrev til mig, spændende side ... Recepturet mangler vist i den grad noget om valnøddesnaps ...
Hvilket jeg må blankt indrømme og undskylde. Jeg har simpelthen ikke tænkt over det.
Jeg lavede for mange år siden en valnøddesnaps, men har desværre ingen fotos, og min 'hoved' computer har vist lagt opskriften meget langt væk. Jeg kan huske det var noget om, at plukke de umodne (grønne) valnødder, dele dem i mindre stykker, overhælde dem med snaps og derefter vente i 4-6 måneder.
Så - De higer og søger, i gamle bøger - osv. (Oehlenschläger - Guldhornene) - frem med de gamle (og nye) bøger og noter.
Og jeg fandt da også en stribe gamle opskrifter -
Globs Brændevinsbog:
Til kryderbrændevinen bruges den grønne, endnu umodne valnød, der plukkes midt på sommeren når den har fået sin fulde størrelse. Nødderne skæres i fire stykker, fyldes i et glas med låg, dækkes med alkohol og trækker et par måneder.
Koncentratet (dvs. den skal fortyndes) en smuk gyldenbrun farve ... Valnødden hører julen til ...
Brændevinsgrisen:
Valnød - Det halve af en grøn valnød skæres i smaastyker og fyldes paa en Flaske Brændevin, hvor det trækker, indtil Smaastykkerne er blevet sorte. En snaps daglig for daarlig mave.
Valnødratafia - Valnødder (umodne) skoldes i koghet vand, køles i koldt, spækkes med Kryddernelliker og smaa Stykker Citronskal. De fyldes på flaske saa de naar 3/4 op i flasken, der fyldes helt op med Brændevin.
Trækker 6 uger, hvorefter Brændevinen hældes fra og blandes med halvt saa meget Sukkersirup.
Ud over de gamle skrifter, fandt jeg flere opskrifter i de mere moderne bøger (fx Politikkens bog om Kryddersnaps - Anne Hjernøe).
Generelt bruger man de grønne valnødder (skåret i stykker) plukket omkring juli/august, og lader dem trække i 4-6 måneder (1 hel flaske klar Brøndum). Efter filtrering fortyndes snapsen med 3 flasker klar Brøndum. Lukkes godt, stilles mørkt og trækker i yderligere 4-6 måneder - jo længere jo bedre.
Så at drømme om en hjemmelavet julesnaps med valnødder, er nok lige sent nok ... eller?
|